Hvorfor bære sit barn?
Nogle synes måske det virker underligt at gå rundt med sit barn spændt fast til kroppen – især her i den vestlige del af verden hvor barnevogne er standard. Andre synes måske ikke det ser særlig sikkert ud, for hvad nu hvis baby falder ud? Og nogle helt tredje er måske bekymret for at barnet aldrig lærer at kravle og gå, når det er fikseret i et bæreredskab.
Til alt det vil jeg bare sige – prøv det! Jeg lover dig at følelsen af at bære sit barn tæt ind til kroppen og samtidig have begge arme fri, er så propfyldt med kærlighed, omsorg og nærhed at man er tæt på at eksplodere. Bæreredskaber kan bare noget.
Kærlighed
Når du bærer dit barn tæt ind til kroppen, udløses kærlighedshormonet Oxytocin – det fremmer tilknytningen og beroliger både bærer og barn.
Tryghed
Bærerens bevægelser og bæreredskabets tætomsluttende krammeeffekt minder spædbarnet om følelsen af at være inde i maven og det giver barnet tryghed.
Frihed
At bære dit barn i et bæreredskab, giver dig frie hænder, samtidig med at du kan tilfredsstille dit barns behov for nærvær og omsorg.
Fordelene er mange
Det siges også om bæreredskaber at de indeholder “sovestøv” fordi rigtig mange børn hurtigt finder ro når de mærker nærheden og kontakten med bæreren.
Og når man som træt forælder, med et barnevognsnægtende spædbarn, er ved at gå helt i spåner, så er der intet der slår følelsen af lettelse når barnet falder i søvn på ens brystkasse – SAMTIDIG med at man kan bevæge sig frit omkring, have armene fri – og måske hente den kop kaffe man har manglet siden i formiddags eller tage storebror/søster i hånden og gå en tur ned på legepladsen.
Børn som døjer med refluks eller kolik har ofte også rigtig god gavn af at blive båret i et bæreredskab. Den oprette stilling afhjælper symptomerne og når barnet sidder med maven ind mod bæreren, gør bevægelserne at barnets mave bliver masseret blidt, og det fremmer fordøjelsen.
Børn der bliver båret i et bæreredskab græder mindre da det hurtigere finder ro – og bæreredskaber er geniale til at trøste og putte og hjælper hvis barnet er lidt småpylret en dag.
Amning i et bæreredskab?
Man kan faktisk også amme et barn i et bæreredskab – alt efter udformningen på bæreredskabet, størrelsen på barnet og mælkebarens beskaffenhed – kan bæreredskabet løsnes en smule så barnet placeres hensigtsmæssigt for amningen. Når amningen er overstået – justeres bæreredskabet tilbage til en ergonomisk og støttende position.
Vingummibørn?
I forhold til påstande om at børn der bliver båret er længere tid om at lære at kravle og gå fordi de er “fikseret”, kan jeg kun sige – vrøvl! Der er blevet forsket grundigt på området og faktisk forholder det sig stik modsat – det er med til at styrke barnets motorik og bevægelighed. Barnet er langt fra fikseret når det sidder i et bæreredskab – bærerens bevægelser stimulerer barnets balancesans. Barnet kan stadig bevæge sig og følge med i hvad der sker omkring det. Det styrker barnets nakkemuskler og hovedkontrol, samt kernemuskulaturen og kan sammenlignes med “mave-tid” som man får at vide er super vigtigt for baby.
Comeback
Heldigvis bliver bæreredskaber mere og mere almindelige igen og de findes i oceaner af varianter og farver. I mange kulturer rundt om i verden er bæreredskaber stadig en naturlig del af hverdagen, som det har været i mange tusind år – det er mest os her i den vestlige verden der lader til at have glemt fordelene ved at bære sit barn.
Høj Standard
Producenterne af moderne bæreredskaber har rigtig høj fokus på sikkerhed, ergonomi og komfort for både barn og bærer. Der har været et par, knap så ergonomiske, bæreseler på markedet for 20-40 år siden, men de er efterhånden en saga blot. Læs mere på siden “Sikkerhed og Ergonomi” for at få gode råd til hvordan du bedømmer om et bæreredskab er hensigtsmæssigt at bruge. Alle de bæreredskaber du finder her i shoppen på VikleStine lever op til kravene om sikkerhed og ergonomi. Men derfor er det alligevel godt at vide, hvis man en dag køber et brugt bæreredskab hvor man ikke lige umiddelbart kan spørge forhandleren.
Ud af Huset
Bæreredskaber er også enormt praktiske at have med på tur – de fylder og vejer meget lidt i forhold til f.eks. en barnevogn eller klapvogn. De er også nemmere at komme rundt med, når man lige skal et smut i Netto efter mælk og rugbrød – eller en tur i Zoo hvor der er mange mennesker.